: texts
artists
billboards
documentation
texts
information
links
Ursula Reuter Christiansen intervewed by Gitte Broeng Kristensen
[ ]

RØDT ATTAQUE

Meget er forandret siden den gang i 1975, da Ursula Reuter Christiansen var med til at arrangere Kvindeudstillingen på Charlottenborg. Udstillingen var den første af sin art i Danmark og en markant manifestation i datidens kvindekamp. I dag er Ursula Reuter professor på Kunstakademiet og sidder i sit lille, højloftede kontor tværs over gården.

Alt hvad jeg har lavet i alle de år har handlet om kvinden og mig selv. Stilistisk er der tale om meget forskellige arbejder, men min hovedinteresse er en granskning af disse problematikker. Så det var helt oplagt for mig, at være med i women2003.

Hvorfor tror du egentlig, at feminismen har fået ny aktualitet efter en mellemliggende død periode?

Der er flere af mine studerende, som har små børn f.eks., og som kæmper med det problem, at de har et lille barn, men samtidig vil være kunstnere og have en karriere. De bliver konfronteret med nogle af de samme problematikker, som vi havde at slås med. Men det er selvfølgelig en anden tid, og de gør ikke bare, som vi gjorde. Verden ser anderledes ud for dem.

Vi har haft mange diskussioner, hvor jeg har sagt: det I laver synes jeg ikke er særlig spændende, for der er jo ikke rigtig knald på. Det mangler enhver aggressivitet og kamp. I starten har jeg nærmest bare skældt dem ud. For mig var alting kamp. Det var en kampsituation. Den bog vi lavede efter kvindeudstillingen hed Billedet som kampmiddel. Det var helt klart defineret. Vi brugte billedet som kamp i en kamp. Og sådan er det ikke længere i den forstand.

Efterhånden som jeg har set, hvordan de unge arbejder med feministiske problematikker, er det blevet tydeligt for mig, at de jo ikke bare gør som vi gjorde. Jeg synes dog stadig ikke, at det er helt overvældende, hvad de laver. Men der er utrolig mange gode kunstnerinder, der arbejder befriet fra, vil jeg sige, vores feministiske dagsorden i 70erne. Det var nærmest som en mast dengang, at kunsten skulle bruges til noget. Vi syntes det var kedeligt bare at lave billeder: det kunne mændene gøre, producere billeder til gallerierne. Vi ville bruge kunsten til noget. Det var vores maksime. Nu er det som om de har flere muligheder for også at være poetiske og indadvendte, selv om mange også arbejder ud i samfundet med nogle flotte projekter. Kvinder på værtshus er f.eks. en gruppe, som jeg synes arbejder virkelig godt.

Har forskellen i udtryk noget at gøre med, at der i 70erne var nogle meget tydeligere kampe, der skulle kæmpes?

Ja, det var kampen for ligeløn, som stod øverst på dagsordenen. Det beskæftiger de sig ikke med i dag. Det har jeg i hvert fald ikke hørt noget om. Kampen for at kunne udstille. Da jeg gik på Akademiet, jamen der var måske én eller to kvinder ud af halvtreds. I dag er der jo virkelig mange kvinder på udstillinger. De har ligesom fået en masse ting forærende og er mere frigjorte. Det er meget sjovere det de unge kvinder laver, de leger også med kvindebilledet. For os var det blodig alvor og meget mere aggressivt.

Ursula Reuter Christiansens bidrag til women2003 er en montage af fraklip fra to film. De rødmalede, mørke øjne, som skråtstillet møder beskuerens blik, stammer fra hendes film Den røde skov fra 1986, mens silhuetten af et slot er fra optagelserne til en dokumentarfilm af Dola Bonfils, som aldrig blev til noget. Slottet er Marienborg Slot. Det lå på Møn, hvor Ursula Reuter Christiansen bor, men blev revet ned i begyndelsen af 1990erne - fra den ene dag til den anden.

Dola og jeg gik derop, mens den store kugle hamrede ind i bygningen. Alt brast sammen, mens vi filmede. - Jeg har altid efterlyst den strimmel og for et år siden sendte Dola mig så de her bittesmå stumper 16 mm fraklip, som hun havde fundet i forbindelse med en flytning. Desværre var alting i modlys, og det eneste man kan se er mig, som går rundt i sort pelsfrakke og kasket. Der var ikke mere stof i det. Men der fandtes silhuetten af slottet og nogle nøgne træer. I forbindelse med women2003 opstod idéen at bruge de gamle fraklip: Slottet, træerne og de røde øjne rummer noget mystisk og faretruende. I forhold til byrummet med trafik og travlhed kunne det være flot med et sted, som faktisk er et helt andet sted. Der er netop ikke tale om en dialog med eller gengivelse af det realistiske rum, som billedet er placeret i. Det kommer fra et andet sted - ligesom med eventyr. Og så lavede jeg den røde påskrift, som jeg også har brugt i Politikens særtryk: A Lattaque! Så kan folk spørge sig selv: til angreb på hvad? Det kan være mange ting. Billedet bliver på den måde meget gådefuldt - politisk, men ikke med et entydigt budskab.

Hvad er der med den røde farve? Du bruger den meget.

Det har jeg ikke gjort så meget de seneste år. Men den røde farve har altid været ekstrem vigtig for mig, fordi den har at gøre med engagement, aggressivitet, lidenskab - alt det der. Men efterhånden som jeg er blevet ældre, har jeg dæmpet udtrykket. Faktisk er jeg blevet mættet af rød. Jeg går i en stor bue udenom rød, når jeg maler. Men når jeg køber tøj, så skal jeg altså have rødt. Jeg kan ikke gå med gul eller grøn eller blå eller sådan noget. Det kan jeg simpelthen ikke få mig til.

Men du har alligevel valgt at bruge rød i dit billede?

Jeg kan jo male mine billeder derhjemme for mig selv, men når jeg laver noget, der skal hænge i det offentlige rum på et billboard, er det en plakat, der skal virke. Derfor var det oplagt, at det skulle være rødt og ikke fimset lyse-violet, så på den måde har jeg genoptaget tråden fra de politiske billeder, jeg tidligere har lavet.

Hvis du sammenligner den måde, som du arbejdede med køn og krop i 70erne og nu. Hvad er forskellen så?

Jeg er lige blevet 60 år, og det er vel meget naturligt, at man med årene bliver mere afdæmpet, at det ikke længere er de der helt vilde fagter. Det går måske går mere indad end udad. Jeg føler selv, at jeg er mere optaget af nogle mellemlag og er blevet mere lyttende i stedet for hele tiden selv at springe på scenen og være udadvendt agerende ... ja, det er jeg jo godt nok stadig væk, men ikke i den grad, som jeg var engang.

All content on this site is copyright © 2003 www.women2003.dk and/or the artists unless otherwise is stated.